Menu

Jacobsen sætter sanserne på prøve med ny strategi og design

Efter 14 år har Jacobsen skiftet etikettens design. Fokus er på at styrke forbrugerens oplevelse af en Jacobsen og udvikle kategorien ved at tage danskerne i hånden, når de køber specialøl.

Efter 14 år med den samme etiket, får Jacobsen nu nye etiketter. Det nye design er en del af et større skift hos Jacobsen, som er blevet til i et samarbejde mellem Husbryggeriet Jacobsen og Carlsberg Laboratorium. Målet er at holde danskerne i hånden, når de køber øl, men også at skille sig ud på en hylde, hvor mange forskellige typer af øl kæmper om danskernes plads på middagsbordet.

"Vi går ikke på kompromis med kvaliteten. Samme ensartede, høje kvalitet har altid været Jacobsens kendetegn, men vi bliver mere nysgerrige og eksperimenterende fremover i forlængelse af ombygningen af Jacobsen og det nye bryghus, vi bygger. Det vil vi gerne signalere ude i butikkerne. Derfor ruller vi nyt design ud i butikkerne", forklarer Frederic Viking, der er Brand Manager for Jacobsen, når han beskriver den ændring, der finder sted på Jacobsen.

Men for at kunne skabe nye etiketter, har der ligget et forarbejde i at designe dem. For Jacobsen er et stærkt brand, man er inde at pille ved, og derfor har det været nødvendigt at gå videnskabeligt til værks.

"Vi smagte alle Jacobsen brews og så lavede vi et sensorisk map, hvor vi kortlagde smagen – og smagsforskellene af øllene. Herefter testede vi med vores ekspertpanel, hvilke farver der er associeret med de forskellige brews og brugte disse farver i etiketdesignet for også at signalere brew flavours i det visuelle design", forklarer Sidsel Jensen, der er Senior Sensory Manager på Carlsberg Laboratorium i Valby.

De farver, der pryder Jacobsen øllene er blandt andet grøn, rød, sort, mørkeblå, brun og gul. De symboliserer smagene. Hvor grøn afkodes som duft og smag af humle, græs, lime og stikkelsbær, vil brun for eksempel opfattes som karamel, chokolade, nødder, kaffe, tørrede frugter eller rugbrødssmag. Men det er ikke kun farverne, der er blevet opdateret, fortæller Sidsel Jensen:

"Herefter prøvede vi den samme øvelse med mønstre, så vi har både cirkler, firkanter og trekanter, som på hver etiket kombineres i deres grundform i mønstre med kurver, vinkler og helt nye former, som illustrerer den smagsmæssige oplevelse, som kendetegner øllen".

Overgår det gamle design

Med den nye etiket har Jacobsen haft en klar ambition om at forenkle kommunikationen for kunderne, og det har den også gjort i de tests, som er blevet lavet i forbindelse med den nye etiket.

"Det er klart, at skal vi invitere nogen til en smagsoplevelse, så er det nemmere, når vi prikker til nysgerrigheden," siger Frederik Viking. 

Også bagsiden af etiketterne ændrer sig. Her bliver det mere tydeligt, hvilken smag øllen har, men samtidig er også nemmere at finde ud af, hvilken type mad øllen passer sammen med.

"Vi er kategorikaptajn, og derfor skal øllen også tage forbrugeren i hånden, når de vælger deres øl. Ved at guide dem sørger øllen også for, at de får en bedre oplevelse og vil gå tilbage til øllen", siger Frederic Viking.

Samarbejdet mellem Sidsel Jensens team og Jacobsen teamet kommer til at gå igen på hele Jacobsen/serien, og det kan også sagtens være, at andre Carlsberg brands kommer til at blive inspireret af Jacobsens etikette.

"Det har været super sjovt at arbejde sammen om det her. Med det her begynder vi at lege mere med sanserne, og vi undersøger hele tiden, hvordan vi kan arbejde mere med det sensoriske, fordi de sensoriske indtryk påvirker hele smagsoplevelsen", siger Sidsel Jensen.

Pressekontakt

For yderligere information, kontakt venligst:

PR Specialist, Danmark

Jacob Bulow Hansen

Tel +45 28 94 27 40 Email [email protected]