Menu

Historisk øjeblik: Tusindvis af fodboldfans sang ikonisk slagsang på tegnsprog

Mange døve og hørehæmmede føler sig udenfor fællesskabet, når der synges slagsange til fodboldkampe. Det vil Liverpool FC og Carlsberg sammen ændre.

Lørdag kunne døve og hørehæmmede synge med på fællessang til en fodboldkamp, da Liverpool FCs ikoniske hymne blev sunget på tegnsprog af tusindvis af fans. Det skete til kampen mod Westham, der endte 5-2.

Det er Liverpool FC og Carlsberg, klubbens sponsor gennem mere end 30 år, der i samarbejde med den Britiske Døve Association har lært fans på Anfield at synge ”You’ll never walk alone” på tegnsprog.

”Fodbold handler om sammenhold. Derfor har vi gjort ”You’ll never walk alone” til en ægte, inkluderende oplevelse, så døve og hørehæmmede også kan synge med. Det kommer vi fremover til at gøre fast til herrernes og kvindernes hjemmekampe, og vi håber, det er starten på en bevægelse, der kommer til at række langt ud over Anfield,” siger Christian Andersen, ansvarlig for Carlsberg.

Ud over at ”You’ll never walk alone” blev udført på tegnsprog, blev optakten til kampen live-tolket. Fremover vil både tegnsprogsversionen af hymnen og optakten være faste elementer ved alle mændenes og kvindernes hjemmekampe på Anfield. Derudover vil barpersonalet i LFC’s barer modtage undervisning i basalt tegnsprog, og medarbejderne i fanbarer og pubber vil også få tegnsprogstræning.

Danske fans deltog
En ny undersøgelse udført af Censuswide for Carlsberg blandt døve og hørehæmmede danske fodboldfans viser, at 82 % ønsker at deltage i slagsange på stadion, men føler, de ikke kan. Det gør, at 7 ud af 10 føler sig udenfor den stemning, der ellers fylder på tribunerne.

Kampen lørdag blev overværet af vennerne Kim Juul og Søren Winkel, der begge er døve og som var inviteret til Anfield af Carlsberg for at opleve det historiske øjeblik.

”Det er første gang nogensinde, jeg har oplevet en stadionsang blive tolket på tegnsprog. Det var utrolig smukt og rørende at kunne følge med i ”You’ll never walk alone” og mærke den intense og særlige stemning, der opstår, når et helt stadion synger sammen. Det var en ubeskrivelig oplevelse og jeg fik gåsehud. Der stod tegnsprogstolke rundt om hele banen, så alle tilskuere kunne følge med,” siger Kim Juul.  

At det lige var en Liverpool FC-kamp, det skete til, gjorde det ekstra betydningsfuldt for Kim Juul:

”Der er sket meget gennem mit liv – jeg har skiftet bank, jeg har skiftet jobs, men jeg har altid holdt med Liverpool. I min vielsesring har jeg Liverpool-logoet i stedet for en diamant - så meget betyder det for mig,” fortæller han.

Vigtigheden af initiativet bakkes op af Danske Døves Landsforbund:

”Det er virkelig et stærkt initiativ fra Liverpool FC og Carlsberg. Det giver et tydeligt signal til døve og hørehæmmede om, at de også hører til i fodboldfællesskabet. Det kan man kun hylde og håbe på, at endnu flere kommer til at gøre dem efter,” siger Anne Vikkelsø, forperson for Danske Døves Landsforbund.

Faktaboks: Om Signs of Unity – et initiativ af Carlsberg og Liverpool FC

  • Carlsberg og Liverpool FC har sammen søsat en bevægelse ved at lære fans på Anfield Stadion at synge den ikoniske ”You’ll never walk alone”. Det skete for første gang til kampen mod West Ham den 28. februar 2026. 
  • ”You’ll never walk alone” vil fremover blive tegnsprogstolket fast til herrernes og kvindernes hjemmekampe på Anfield Stadion.
  • Barpersonale på Anfield Stadion og i fanbarer og pubber modtager også basal tegnsprogstræning for bedre at servicere døve og hørehæmmede.  
  • En ny undersøgelse udført af Censuswide for Carlsberg blandt døve og hørehæmmede danske fodboldfans viser, at 82 % ønsker at deltage i slagsange på stadion, men føler, de ikke kan. Det gør, at 7 ud af 10 føler sig udenfor den stemning, der fylder på tribunerne.

Pressekontakt

For yderligere information, kontakt venligst:

Senior PR & Communications Manager

Miriam Hindsgaul

Tel +45 20 11 72 71 Email [email protected] 

Ved Liverpool-kampen den 28. februar blev "You'll never walk alone" for første gang sunget på tegnsprog.

Massevis af fans sang med på tegnsprog

Kim Juul (tv) og Søren Winkel (th) er begge døve og overværede det historiske øjeblik

De danske fans mødte Liverpool-legenden Sir Kenny Dalglish