Menu

Statsministeren på besøg på Carlsbergs bryggeri i Fredericia

Statsminister Mette Frederiksen var i dag på besøg på Carlsbergs bryggeri i Fredericia for at sige tak til alle de folk, der sikrer, at der er alkoholbase til at producere nok håndsprit til Danmark under coronakrisen.

Statsminister Mette Frederiksen besøgte i dag for første gang Carlsberg bryggeriet i Fredericia. Her brygges normalt alle bryggeriets øl bl.a. Carlsberg, Tuborg og Somersby ligesom der tappes sodavand på bryggeriet. Men siden 11. april har noget været anderledes. Carlsberg har som en del af et nyt partnerskab omstillet en stor del af sin produktion og distribution til at levere den alkoholbase - eller alkobase - til ethanolproduktion, der er er afgørende for at producere håndsprit til Danmark.

En række medarbejdere heriblandt Carlsberg Danmarks direktør Peter Haahr Nielsen og brygmester Mikkel Laust Broe bød statsministeren velkommen, da hun ankom til bryggeriet. Blandt deltagerne var også Jacob Bjerregaard, borgmester i Fredericia Kommune.

"Det var absolut en positiv overraskelse, at statsministeren og borgmesteren kom forbi i dag for at hilse på alle de bryggeriarbejdere og chauffører, der har arbejdet på hverdage, i weekender og på helligdage for at sikre en forsvarlig genåbning af det danske samfund. Det ligger i Carlsbergs DNA at hjælpe samfundet, når der er brug for det, og derfor omstillede vi en stor del af vores produktion og distribution til at levere den alkoholbase som skal sikre produktionen af tilstrækkelige mængder håndsprit, som kan bruges af vores sundhedspersonale og stilles til rådighed i det offentlige rum. Vi er glade for at kunne hjælpe og sætter pris på anerkendelsen," siger Peter Haahr Nielsen.

Carlsbergs ”alkobase” anvendes til produktionen af ethanol. 10 tankbiler opererer i døgndrift for at levere mere end 1,4 millioner liter ”alkobase” om ugen til Ørsteds tidligere demonstrationsanlæg, som ligger i Kalundborg og i dag ejes af Re Energy.

Carlsberg, Ørsted og Re Energy indgår i partnerskabet sammen med statens nødberedskab om akut produktion af ethanol til desinfektionsmidler baseret på ”alkobase” fra Carlsbergs bryggeri i Fredericia. Partnerskabet får støtte af Carlsbergfondet og Novo Fonden, som skyder i alt 17,5 mio. kr. i projektet.

Statsministeren hilste på bryggeriarbejdere og chauffører
Statsministeren var rundt på det meste af bryggeriet og hilste bl.a. på Karsten Pedersen og Lars Rævdal, der begge er bryggeriarbejdere og har hjulpet med "alkobase"-gæringen, gæren og næringsmidler.

Derefter besøgte statsministeren gæringsområdet, hvor hun mødtes med Peter Rasmussen, der arbejder som anlægschef, og har været med-designer af produktions-omlægningen og den tekniske tilpasning og opsætning. Bagefter hilste statsministeren på Palle Holt, der gennem mange år var tillidsmand, og har hjulpet med produktion, gæring og analyse.

Til sidst hilste statsministeren på Reza Dehghani, der er tapperiassistent, og har hjulpet påfyldning af tankbilerne, der hver dag kører til Kalundborg, hvorefter hun mødtes med Kaj Skallebæk, som er teamleder for distribution, og Lars ”Bager” Werner Petersen, der er chauffør. De har stået for transporten af ”alkobasen” til Kalundborg og sørger for, at Carlsberg på vejen retur til Fredericia får sukker fra Gørlev til brug for produktionen af ”alkobasen”.

Pressekontakt

For yderligere information, kontakt venligst:

PR Specialist, Danmark

Jacob Bulow Hansen

Tel +45 28 94 27 40 Email [email protected]