Menu

Nyt bæredygtigt partnerskab mellem Roskilde Festival og Tuborg

Et nyt femårigt partnerskab mellem Roskilde Festival og Tuborg sætter endnu mere fokus på unges fællesskaber og på nye bæredygtige løsninger. Årets festival byder på verdenspremieren på en ny økologisk pilsner, grøn strøm i ølboderne og et nyt alkoholfrit festområde.

Bæredygtighed og unges fællesskaber er fællesnævnerne i den femårige partnerskabsaftale, som Roskilde Festival og Tuborg netop har indgået. Dermed fortsætter festivalen og bryggeriet det samarbejde, der begyndte i 1992.

Udover at samarbejde om at levere gode øloplevelser er aftalen baseret på en gensidig ambition om at udvikle nye fællesskaber blandt unge og bidrage med nye bæredygtige løsninger, der blandt andet kan mindske miljøaftrykket på Roskilde Festival – en begivenhed, der med et ’indbyggertal’ på 130.000 svarer til Danmarks fjerdestørste by.

Ny økologisk øl tappet og skænket på grøn energi

Aftalens første initiativer lanceres om kort tid på årets Roskilde Festival.

Her kan deltagerne opleve verdenspremieren på en helt ny øl fra Tuborg. Tuborg Orange er navnet på den økologisk pilsner, der bliver tilgængelig i alle festivalens øludsalg med et mål om at øge den samlede økologiske andel af drikkevaresalget på festivalen.

Dermed supplerer Tuborg Orange den tilsvarende økologiske Tuborg RÅ, der blev introduceret på Roskilde Festival i 2015.

Samtidig vil øludskænkningen i år være drevet af grøn energi. I 2019 indkøber parterne grønne certifikater og sikrer supplerende ny grøn strøm, så udskænkningen i samtlige ølboder drives af strøm fra vedvarende energikilder.

I 2020 vil al øludskænkning være baseret på vedvarende energi produceret i en solcellepark, som Roskilde Festival og Tuborg opfører nær festivalpladsen umiddelbart efter dette års festival.

Til kamp mod plastikaffald

Partnerskabet tager også udfordringen op mod det voksende engangsforbrug af plastik. Det betyder, at over én million engangskrus i år erstattes med genbrugsglas, som hver kan bruges mere end 25 gange.

Fokus på ansvarlig festkultur

Endeligt byder årets festival på et nyt rekreativt område midt i campingbyen, hvor gæsterne kan tage en alkoholfri pause og hygge sig med aktiviteter som dans og yoga eller hygge med alkoholfrie øl.

Den alkoholfri zone er samtidig en måde at sætte gang i dialogen om fest- og alkoholkultur og dermed udfordre de eksisterende normer og festvaner blandt unge i et miljø, hvor festkalenderen i forvejen er tætpakket.

Signe Lopdrup, Roskilde Festivals administrerende direktør, siger: ”Som værter for over 100.000 unge feststemte deltagere vil vi gerne vise, at bæredygtighed går hånd i hånd med festivalkultur. Så når vi skruer op for den grønne energi sammen med Tuborg og lancerer en ny økologisk øl samtidig med, at vi skaber et alkoholfrit festområde, handler partnerskabet også om, at vi vil udfordre os selv og gå helt nye bæredygtige veje sammen.”

Søren Brinck, Adm. Direktør, Carlsberg Danmark (Tuborg) siger: ”Vi er glade og stolte over den nye partnerskabsaftale med Danmarks største festival, fordi vi i fællesskab kan sætte den gode øloplevelse i højsædet, samtidig med at vi bruger vores fælles kræfter på at sætte fokus på de unge fællesskaber og bæredygtighed.”

Roskilde Festival 2019 finder sted over otte dage fra lørdag 29. juni til lørdag 6. juli.

Pressekontakt

For yderligere information, kontakt venligst:

PR Specialist, Danmark

Jacob Bulow Hansen

Email [email protected]

Roskilde Festival Orange Scene. Copyright Flemming Bo Jensen