Efter Jacobsens store succes med Yakima IPA lancerer Carlsbergs husbryggeri nu en ny IPA. Juicy IPA er en hazy IPA med en forfriskende smag af passionsfrugter.
IPA’en har for længst taget danskerne med storm, og nu udvider Jacobsen sin IPA-portefølje med en Hazy IPA. Den nye øl hedder Juicy IPA og er på 4.8 procent.
”Vi er meget glade for at kunne introducere danskerne for vores nye familiemedlem i Jacobsen nemlig Juicy IPA. Det er en hazy IPA med en frisk duft af tropiske frugter, som taler til et endnu bredere publikum,” siger Mads Egeskov Bach, senior brand manager for Jacobsen i Carlsberg.
Den nye IPA skal være med til at sikre en stærk IPA portefølje, som har vist sig at være i vækst. Senest med Jacobsens egen Yakima IPA, der er blevet Danmarks mest solgte af slagsen.
”IPA er i vækst, og vi mener, at der er behov for et godt alternativ til alle dem, der gerne vil drikke en IPA, men som ikke er til den høje bitterhed. Vi vil gerne gøre Jacobsen endnu mere tilgængelig og i øjenhøjde for forbrugerne, og nu kan de også være med på IPA-bølgen og få en masse frugtighed med en lille kant af bitterhed,” siger Mads Egeskov Bach.
Den lavere alkoholprocent end en traditionel IPA betyder også, at den ikke er så kraftig, men letdrikkelig.
En forfriskende øl
Juicy IPA har en frisk duft af tropiske frugter og en forfriskende smag af passionsfrugter, og derfor regner man også med, at det bliver en populær øl, da forbrugerne er vilde med forfriskende og frugtige smage.
”De tropiske noter af passionsfrugter giver øllet en lethed, som mange efterspørger i disse år, så vi forventer, at der bliver langet mange Juicy IPAs henover disken,” siger Mads Egeskov Bach.
Den sidste øl Jacobsen introducerede for danskerne var den sydtyske pilsnertype, Helles Bier.