Menu

Jacobsen hylder København med ny øl på madfestival

Copenhagen Cooking er tilbage, og det fejrer Jacobsen med Københavner Ale, den officielle festivaløl, der hylder København. Øllen er brygget på metoder fra det 19. århundrede og gær fra Valby bakke.

Copenhagen Cooking er tilbage, og traditionen tro brygger Jacobsen den officielle festivaløl, der skal supplere de fantastiske madoplevelser, man kan opleve.

I år kan gæsterne på den københavnske madfestival se frem til en helt særlig øl, der hylder København.

”Som så mange andre har vi virkelig savnet Copenhagen Cooking. Og vi er meget glade for, at vi endelig kan mødes igen over lækker mad og god øl. For at fejre den længe ventede madfestival tænkte vi, at det var på sin plads at brygge en øl, der hylder København,” siger Mads Egeskov Bach, senior brand manager i Carlsberg, og fortsætter:

”I år er festivaløllen dedikeret til København. Vi har nemlig brygget en Brown Ale, der er inspireret af det københavnske dobbeltøl fra det 19. århundrede. Det var lidt stærkere øl, som københavnerne typisk drak til hverdagens måltider.”

Øllen på 4,6% er sågar brygget på gær fra Valby Bakke.

”Helt ekstraordinært har vi gæret øllet med en rendyrket terroir Ale gær, der stammer fra blomster, der vokser i havene omkring Valby Bakke,” siger Mads Egeskov Bach

Nysgerrighed og gastronomi

Jacobsen og Copenhagen Cooking har haft et mangeårigt samarbejde med fokus på smag og oplevelse.

”Jacobsen har alle år været præget af en nysgerrighed og passion for øl. Vi er altid glade for at kunne eksperimentere og præsentere noget nyt sammen med Copenhagen Cooking, hvor der er sammenhæng mellem maden og øllet,” siger Mads Egeskov Bach.

Den velsmagende hyldest til København har en kastanjebrun farve og en Kraftig duft af mørkristet og karamelliseret malt.

”Københavner Ale har et strejf af både røg, krydderier og varme frugter, og vi mener, at den er særligt velegnet til de mange fantastiske madoplevelser, der kan smages og opleves under Copenhagen Cooking. Vi glæder os i hvert fald til præsentere den nye øl og igen skåle med de mange fremmødte,” siger Mads Egeskov Bach.

Københavner Ale kan smages på Copenhagen Cooking, der afholdes d. 19-28. august.

Pressekontakt

For yderligere information, kontakt venligst:

PR Specialist, Danmark

Jacob Bulow Hansen

Tel +45 28 94 27 40 Email [email protected]