Menu

Carlsbergs Snap Pack er klar - bryggeriarbejderne i Fredericia lavede Snap Pack-konkurrence

Danskerne kan nu købe en 6-pack med øldåser, der er limet sammen i stedet for at være pakket ind i plastik. Bryggeriarbejderne i Fredericia tog forskud på lanceringen, og konkurrerede om, hvem der hurtigt kunne åbne den nye Snap pack.

Fra i dag kan danskerne gøre noget, de aldrig har gjort før: Snappe dåserne fra hinanden i en 6-pack, der er limet sammen i stedet for at være samlet med den sædvanlige plastikfolie.

Den ny teknologi har fået navnet Snap Pack, og i disse dage er Snap Pack-forpakningerne på vej ud til kunderne

- Med Snap Pack kan vi nu give danskerne en virkelig god mulighed for at forbedre miljøet og spare store mængder plastik, når de nyder deres øl. Samtidig tror vi, det vil være en anderledes og sjov oplevelse at stå med en 6-pack, hvor man ikke umiddelbart kan se, hvordan dåserne hænger sammen, siger Jeppe Boel, Marketing Manager for Carlsberg i Danmark.

På bryggeriet i Fredericia har bryggeriarbejderne øvet sig i at skille dåserne fra hinanden på kortest tid. Den hurtigste tid var 7,5 sekunder.


Da Carlsbergs Snap Pack aldrig er set tidligere, er hver forpakning forsynet med en kort brugsanvisning på håndtaget. Det er for eksempel vigtigt først at dele 6-packen ned gennem midten, så man står med to rækker, før man klikker øllene af, fortæller Jeppe Boel.

- Man skal lige øve sig, men det er faktisk super let, og det er ikke første gang, vi lærer forbrugerne nye veje. Tilbage i 30’erne, da vi kom med de første flasker med metalkapsler, indrykkede vi annoncer, der fortalte, hvordan man bruger en øloplukker. Det lykkedes jo meget godt, så det tror vi også, dette vil. Især fordi vi sammen kan gøre en stor og positiv forskel for miljøet, siger Jeppe Boel, Marketing Manager for Carlsberg i Danmark.

Snap Pack er bare én ud af en række forbedringer af Carlsberg pilsnerens emballage, som vil blive rullet ud gradvist på tværs af gruppens mange markeder. Forbedringerne er et led i Carlsbergs bestræbelser på hele tiden af forbedre øllet, forpakningen og alle elementer omkring det, samtidig med at miljøbelastningen mindskes.

Når den nye 6-pack er fuldt udrullet, vil den på verdensplan spare miljøet for 1.200 tons plastik om året, svarende til 60 millioner plastikposer. Alene i Danmark spares miljøet for 150 tons plast om året.


Sådan åbner du den nye Snap Pack:

1. Stil din Snap Pack på et fast underlag og fjern det lille håndtag ovenpå 6-packen.
2. Del Snap Packen på midten, så du har to rækker med tre øl.
3. Herfra kan hver øl klikkes fri og nydes.

 

Se filmen her: 

Pressekontakt

For yderligere information, kontakt venligst:

PR Specialist, Danmark

Jacob Bulow Hansen

Tel +45 28 94 27 40 Email [email protected]