Carlsberg Danmark har indgået en historisk stor aftale med REKOM Group, der rækker ud over Danmarks grænser.
De fleste kender Heidis Bier Bar, The Australien Bar eller Hornsleth Bar. De er alle en del af nattelivskoncernen REKOM Group.
En historisk stor og vigtig samarbejdsaftale er nu på plads mellem Carlsberg Danmark og REKOM Group.
"Vi har de sidste 20 år haft en stærk, topprofessionel partner i Carlsberg Danmark, og nu tager vi det næste store skridt sammen. Vi vil fremover lange endnu flere Carlsberg-produkter over bardiskene og sætte gang i en masse nye aktiviteter, der vil drive trafik og aktivering for både Carlsberg og for os,” siger Adam Falbert, administrerende direktør i REKOM Group.
”Carlsberg har nogle muskler, som vi skal bruge for at nå vores mål om at blive Europas største barkoncern. Deres produkter og teknologi, som f.eks. det nye DraughtMaster fustagesystem, der sikrer længere holdbarhed og større variation, er vigtige elementer på vores rejse, og en del af årsagen til, at vi indgår denne aftale. Ingen andre i markedet kan dette,” siger Adam Falbert.
REKOM Group har rundet 90 forretninger, og koncernens barer ligger allerede spredt over Danmark, Norge og Finland, som selskabet bevægede sig ind i sidste år. Administrerende direktør i Carlsberg Danmark, Søren Brinck, kalder det en historisk aftale.
”REKOM er Carlsbergs største kunde indenfor segmentet on-trade, der dækker over salget til barer, restauranter og pubber. Vi har samarbejdet uafbrudt i over 20 år, og har fulgt deres udvikling tæt. Det er en historisk stor aftale, vi har lukket, der rækker udover Danmarks grænser, da vi også er partner i andre lande, og vi glæder os til at fortsætte væksten sammen. REKOM er en stærk koncern, der er godt i gang med at optimere og professionalisere branchen. Koncernen har et godt udsyn med ambitioner om at blive Europas største barkoncern, og vi ser frem til rejsen” siger Søren Brinck.