Menu

BOLTENS FOOD COURT indgår strategisk samarbejde med Carlsberg og åbner Skandinaviens første Brooklyn øl-bar

Efter en omfattende renovering slår BOLTENS FOOD COURT dørene op til et internationalt madmekka lørdag den 13. april kl. 10. Det strategiske samarbejde med Carlsberg sikrer over 20 forskellige øl-varianter og Skandinaviens første Brooklyn øl-bar.

Med 19 internationale stadeholdere samt fem udskænkningssteder fordelt på 4.500 m2 har Boltens ApS og Carlsberg Danmark indgået et stærkt strategisk samarbejde, der på bedste vis skal sikre en unik smagsoplevelse.

Bag BOLTENS FOOD COURT finder man Lars Moesgaard, Nik Kongsø og Jakob Nygaard, der alle kommer fra Copenhagen Street Food og har indgående kendskab til forretningsudvikling samt drift af innovative madmarkeder.

”BOLTENS FOOD COURT bliver et moderne madmekka med fokus på friske råvarer, autenticitet, kvalitet og god service i centrum af hovedstaden. Vores udvalg af drikkevarer skal passe til stadernes menukort og understøtte den smagsoplevelse, deres køkkener individuelt tilbyder, hvad enten det er italiensk, brasiliansk, indisk, dansk eller kinesisk,” siger Lars Moesgaard, administrerende direktør, Boltens ApS.

”Carlsberg har porteføljen og de tekniske foranstaltninger, der sikrer høj kvalitet, længere holdbarhed og dermed stor variation i deres øl-udvalg, og BOLTENS FOOD COURT kommer til at tilbyde over 20 forskellige øl-varianter for at sikre en nuanceret oplevelse. Målet er at tage vores koncept til udlandet, hvor Carlsberg ligeledes er en stærk samarbejdspartner, som kan supporterer på distribution, logistik og lokal know-how,” siger Lars Moesgaard.

BOLTENS FOOD COURT bliver det første sted i Skandinavien, hvor man kan besøge en Brooklyn øl-bar. Carlsberg har haft ansvaret for at distribuere Brooklyn-øl i Skandinavien siden Brooklyns brygmester Garrett Oliver fik Semper Ardens-prisen i 2003.

Siden har Carlsberg og Brooklyn åbnet specialølsbryggerier i Sverige, Norge, England, Litauen og Hong Kong. Den nye Brooklyn øl-bar i BOLTENS FOOD COURT understreger målet om at skabe en interessant øl-oplevelse for besøgende.

”Det er et af de mest ambitiøse projekter, vi har været med til at udvikle. Vi er specielt stolte af at åbne Skandinaviens første egentlige Brooklyn øl-bar, hvor man kan få smag af det bedste Brooklyn Brewery har at byde på fra den ikoniske New York bydel. Derudover åbner to flotte Jacobsen barer, hvor vi matcher øl og mad, og forbrugerne får således bogstavligt talt det bedste fra begge verdner,” siger Simon Fibiger, direktør for on-trade, Carlsberg Danmark.

I alt 20 forskellige øl-varianter vil være tilgængelige i BOLTENS FOOD COURT udover Coca-Colas sodavand og Somersby cider.

”Det er ambitiøst, og vi glæder os til at skabe gode mad og smagsoplevelser og udvikle det ambitiøse samarbejde yderligere,” siger Simon Fibiger, direktør for on-trade, Carlsberg Danmark.

Pressekontakt

For yderligere information, kontakt venligst:

Corporate Affairs Director, Danmark

Rasmus Bebe

Tel +45 21 16 64 19 Email [email protected]