Menu

Bacardi og Carlsberg Danmark i nyt samarbejde

Bacardi og Carlsberg Danmark har underskrevet en omfattende aftale med virkning fra 1. januar 2023. Aftalen betyder, at Carlsberg Danmark skal håndtere alle salgs- og distributionsopgaver for Barcardi på det danske marked.

Fra næste år tilføjer Carlsberg Danmark en række velkendte spiritus brands til den eksisterende portefølje af øl, cider, cocktails og sodavand. En ny, omfattende aftale med Bacardi betyder nemlig, at Carlsberg Danmark skal distribuere og sælge Bacardi Rum, Bombay Sapphire gin, Martini vermouth og brandet Bacardi Breezer.

”Vi glæder os over aftalen, som betyder, at vi kan tilbyde vores kunder et endnu større udvalg af drikkevarer. Bacardi er en af de største udbydere af spiritus på det danske marked og producerer nogle af de mest foretrukne spiritus brands i Danmark. Vi er et virkeligt godt match og har en fælles og stor erfaring med håndteringen af brands,” siger Peter Haahr Nielsen, adm. direktør i Carlsberg Danmark.

Aftalen mellem Bacardi og Carlsberg Danmark er for en 5-årig periode og gælder hele Bacardis udvalg.

“Vi er meget begejstret for det nye samarbejde og den fremtidige vækst for vores forretning i Danmark. Aftalen med Carlsberg Danmark åbner nye muligheder for vores portefølje, og som markedsleder kan Carlsberg Danmark bidrage med stor skala, et passioneret og dygtigt salgsteam og imponerende systemer, som er et perfekt match for Bacardi,” siger David Hughes, General Manager for Bacardi i Norden.

Begge virksomheder har en lang og stolt historie. I år fejrer Bacardi 160-års jubilæum som en familieejet virksomhed. Carlsberg blev etableret på Valby bakke og kan i år fejre 175 års jubilæum. Det er således to ikoniske virksomheder, der har fundet sammen.

Den 1. januar 2023 bliver den første udkørsel, hvor Carlsberg Danmark har Bacardis produkter med ud til kunderne.

Pressekontakt

For yderligere information, kontakt venligst:

Presseansvarlig

Jacob Bulow Hansen

Tel +45 2894 2740 Email [email protected]