Menu

Altid glad, fremadrettet, smilende og aldrig negativ på dagen. Sådan beskriver Wemmer sig selv, vis motto lyder, ”smil gør glad” og starter hver tur med et klap på skærmen af lastbilen.

Wemmer startede i Carlsberg Danmark tilbage i 2003 som sommerafløser, hvorefter han blev fastansat som chauffør og sidder i dag med Odsherred som domæne.

Når man spørg Wemmer, hvad han har af hobbyer, er svaret klart.

- Jeg roder med noget, som Tuborg godt kan lide. Jeg er nemlig musiker i den forstand, at jeg er pianist og har kunstnernavnet ”Pianisten Wemmer”. Jeg har været pianist siden jeg var 11 år, og jeg har optrådt til forskellige arrangementer lige siden. Fra juli måned i år har jeg cirka haft 2-3 optrædener om ugen.

For Wemmer er det bedste ved hans job det sociale og det at komme ud til kunderne og blandt mennesker. Især én oplevelse står især klart for Wemmer i hans tid hos Carlsberg.

- For et par år siden stod der en lille dreng og vinkede til mig i lastbilen, selvom jeg kom kørende og støvede grundet grusvejen. Jeg kunne ikke lade være med, at hoppe ud af lastbilen og give drengen en iskold coca-cola, hvilket faren tog et billede af og lagde ud på de sociale medier. Herefter fik jeg en besked fra Carlsberg Groups administrerende direktør Cees’t Hart, som skrev, at han var meget glad for min indsats i Carlsberg. Det er da bestemt noget, der gjorde indtryk på mig.