Menu

Ny Carlsbergfondet

Ny Carlsbergfondet er en privat og uafhængig kunstfond. At støtte og fremme kunsten i stifternes fædreland er kernen i fondets fundats, der blev underskrevet den 20. januar 1902 af brygger Carl Jacobsen og hustru Ottilia Jacobsen.

Brygger Carl Jacobsen troede på, at man bliver et bedre menneske, hvis man omgiver sig med kunst. Derfor stiftede han i 1902 Ny Carlsbergfondet som et uafhængigt fond under Carlsbergfondet. I dag er Ny Carlsbergfondet en grundpille i dansk kunstliv. Fondet arbejder for at fremme, skærpe og udvikle kunsten, kunstforståelsen og kunsttrangen i Danmark.

Ligesom sin far, J.C. Jacobsen, brændte Carl Jacobsen for ølbrygning. I 1881 grundlagde han bryggeriet Ny Carlsberg, og han blev hurtigt en succesrig virksomhedsejer og brygger. 

Carl Jacobsen drev dygtigt Ny Carlsberg efter mottoet ”Semper Ardens”, hvilket er latin og betyder ”altid brændende”. Men han havde en anden passion, som han brændte lige så meget for: kunsten. Livet igennem var Carl Jacobsen en dedikeret kunstsamler og generøs mæcen. I 1897 indviede han Ny Carlsberg Glyptotek, hvor han gav offentligheden adgang til sin enestående kunstsamling i skønne rammer midt i København.

I 1902 kastede Carl Jacobsen sig definitivt ind ”i kunstens tjeneste”, da han overdrog bryggeriet Ny Carlsberg til Carlsbergfondet, og han og hustruen Ottilia samtidig stiftede Ny Carlsbergfondet. Carl Jacobsens ønske var et særligt fond under Carlsbergfondet, som skulle fremme ikke videnskabens, men kunstens rolle i samfundet. Han havde en stærk tro på, at mennesker ved at omgive sig med kunst bliver bedre mennesker. I Ny Carlsbergfondets fundats skrev han derfor, at fondet skulle ”virke til bedste for kunsten i stifternes fædreland” og ”støtte trangen og lysten til kunst”.

Ny Carlsbergfondets arbejde

 

Ny Carlsbergfondets bevillinger (i 2023: 186 mio. kr. ) fordeler sig i tre hovedkategorier: værkdonationer til museer, udsmykningsopgaver og kunstvidenskabelig forskning. Derudover har fondet en mere fri pulje med midler til andre kunstrelevante formål.

Fondets grundholdning er, at kunst spiller en betydelig rolle for den måde, hvorpå vi som mennesker agerer kritisk og nuanceret i verden. Derfor skal kunsten placeres, så den kan opleves af alle – uanset alder, etnicitet og uddannelsesbaggrund. Museerne har en betydelig rolle i denne sammenhæng, og derfor bevilger fondet flittigt kunstværker til museernes vægge og gulve.  

Foruden bevillingsvirksomheden agerer fondets bestyrelse faglig sparringspartner for navnlig museernes ledelser og bestræber sig på at være et kunstfagligt samlingspunkt, hvorigennem erfaringer kan udveksles og initiativer fødes. Ny Carlsbergfondet har en særlig forpligtelse over for Ny Carlsberg Glyptotek, der blev stiftet af Carl Jacobsen og indviet i 1897, og bidrager hertil med et tocifret millionbeløb årligt (fondets bestyrelse er desuden repræsenteret i Glyptotekets bestyrelse).

Carl Jacobsen at the Glyptotek 1908.jpg (1)