Menu

Wiibroes etiket på den nye Årgangsøl 2025 er designet af Jack Kabangu

Borgmester Benedikte Kiær var med, da designet på den nye Årgangsøl fra Wiibroe blev afsløret på Borgerkroen i Helsingør. Det er dansk-afrikanske Jack Kabangu, der står bag årets etiket.

Som det har været traditionen siden 1989, blev årets første Wiibroe Årgangsøl overrakt til Helsingørs borgmester Benedikte Kiær. Det skete i dag på Borgerkroen i Helsingør, hvor den nye etiket på årgang 2025 blev afsløret for de nysgerrige fremmødte.

Inden da var borgmesteren blevet hentet på rådhuset for at blive kørt til Borgerkroen i Strandgade i en traditionel Wiibroe hestevogn, som traditionen foreskriver.

Wiibroes Årgangsøl designes hvert år af en ny lovende kunstner, og i år er ingen undtagelse, hvor det det er Jack Kabangu, der står bag etiketten.

“Jeg forsøger at finde en balance i alle værker, som jeg laver. Det kan være en balance mellem farver, motiver eller størrelser. Uanset hvad det er, så er der behov for, at de snakker sammen. Og værket er først færdigt, når der er balance mellem det hele i værket,” siger Jack Kabangu.

Balancen har også spillet ind i netop “Lyserøde skyer”, som værket er kaldt, hvor farverne i høj grad er i balance med motivet.

”Jeg har valgt værket til Wiibroe 2025, fordi balancen ikke bare spiller en rolle i mine værker, men også i øl. For selv i øl handler det om at finde den rette balance – en harmoni, der kan påvirke menneskers stemning og skabe en bestemt atmosfære,” fortsætter Jack Kabangu.

Jack Kabangu blev født i 1996 i Zambia med rødder i DR Congo, og har boet i Danmark siden 2005. Hans unikke stil trækker på hans afrikanske arv i fusion med moderne kunst og inspiration fra graffiti. Hans kunstværker er ofte abstrakte med figurative elementer, stærke farver og masser af energi, da Jack mener, at kunst også handler om at have det sjovt.

”Vi er stolte over igen i år, at kunne præsentere et design på Wiibroe Årgangsøl, som holder fast i traditionen om at samarbejde med nyere kunstnere på den danske kunstscene. Årets kunstner, Jack Kabangu, mener vi repræsenterer denne tradition på bedste vis – og vi glæder os til, at hans kunstværk kommer til sin ret, når det havner i hænderne på vores forbrugere” siger Ditte Johannessen, der er ansvarlig for Wiibroe brandet i Carlsberg.