Hver dag bevæger Carlsbergs konsulenter sig rundt i de danske dagligvarebutikker og jonglerer ned produkter på lagre landet over. Nu er arbejdsmiljøet blevet gået efter i sømmene.
Vi skulle købe sjældnere ind, men mere ad gangen. Sådan lød rådet. Vi skulle tilberede og spise vores mad derhjemme. Og det samme var tilfældet for øl og sodavand, som også skulle nydes i hjemlige omgivelser frem for på barer og restauranter. Mens store dele af samfundet måtte holde sig bag lukkede hoveddøre, så var der ekstra travlt i de danske dagligvarebutikker under de seneste års nedlukninger som følge af Covid-19. Faktisk steg salget af dagligvarer under corona, og det betød blandt andet for Carlsbergs konsulenter, at vilkårene for deres arbejdsmiljø også ændrede sig.
”Tiden under de seneste års nedlukninger gav ekstra travlhed i Off Trade (dagligvarehandel og convenience-butikker red.). Det lærte os en hel masse om, at mindre justeringer i måden vi arbejder på, kan gøre en stor forskel i hverdagen. Den erfaring, en dialog med vores kollegaer i logistik og en omfattende brainstorm på, hvordan en god hverdag ser ud, har nu resulteret i et antal anbefalinger til små ændringer i planlægning og adfærd,” fortæller Kristian Skou, der er field sales director i Carlsberg Danmark.
Der har i projektet været fokus på tilgængeligheden af arbejdsredskaber og værnemidler, og det er forventningen, at anbefalingerne for butiksbesøg vil frigive mere tid til dialog med Carlsberg Danmarks kunder.
”Dialogen skal bruges til en snak med kunden om, hvordan vi kan hjælpe butikken med deres udfordringer og de muligheder, de ser, og hvordan vi kan undgå udsolgt-situationer i weekenden, hvor en stor del af salget er,” siger Kristian Skou.
De små forskelle
De nye anbefalinger er blevet udgivet under overskriften ’Det perfekte fysiske arbejde’ og udover at være drevet af et formål om at frigøre mere tid til kundedialog, så har det også været vigtigt at dykke ned i parametre såsom ordreoptag, lagerstyring og håndtering af produkter i butikken for i sidste ende at reducere antallet af løft for Carlsbergs konsulenter på et kundebesøg.
Martin Specht Danborg har de seneste syv år været salgskonsulent for Carlsberg Danmarks kunder i det team, der hedder Field Force Øst, og som dækker Sjælland og øerne. Selvom anbefalingerne er nye, så har han allerede oplevet, hvilke fordele der kan være i de små ændringer i hverdagen.
”Da jeg startede i Carlsberg Danmark, var jeg virkelig stolt over at have fået jobbet, og jeg satte en ære i at lave imponerende udstillinger i butikkerne. Men de seneste år er jeg blevet meget mere opmærksom på, hvad det egentlig er, der gør en forskel. Jeg har en helt anden dialog med kunderne, om hvad der skaber værdi, og vi koordinerer roller og ansvar sammen”.
Også vigtigt for det psykiske arbejdsmiljø
Det er rammerne for det fysiske arbejdsmiljø, der er fokus på i de nye anbefalinger, men som salgskonsulent Kim Henri Petersen fra Field Force Vest påpeger, så er der altid en sammenhæng mellem det gode fysiske arbejdsmiljø, og det gode psykiske arbejdsmiljø. Også han har oplevet en udvikling i måden at arbejde på – især når han ser tilbage på, hvor mange timer der engang blev brugt på at flytte varer rundt sammenlignet med i dag.
”Det betyder selvfølgelig noget for fysikken, men også psykisk kan man blive helt træt, allerede før man træder ind i en butik, hvis man ved, det roder, og dagen kommer til at indeholde mange flyt og løft. For mig handler det om at have styr på det basale og passe på ikke at oversælge. Når varerne er til at gå til på lageret, bliver det også nemmere for kunden at håndtere, når jeg ikke er der. I dag har jeg meget mere tid til at tage dialogen med kunden. Selvfølgelig er der kunder, der er mere parate end andre, men jeg oplever, at de snakke, jeg har, hele tiden rykker os, og det er en motivation i sig selv,” siger Kim Henri Petersen.
De nye anbefalinger implementeres i øjeblikket i tæt samarbejde med Carlsberg Danmarks logistik, fordi de i logistik spiller en afgørende rolle i, hvordan pallerne pakkes og afleveres hos kunderne.
”Vi er meget glade for det samarbejde, vi har med vores kollegaer i logistik og planlægning. Det gør virkelig en forskel for os og for kunderne, at vi kan arbejde så tæt sammen om at blive endnu mere professionelle i arbejdet ude hos kunden,” slutter field sales director i Carlsberg Danmark Kristian Skou.