Menu

Spritten A/S og Carlsberg Danmark indgår partnerskab: Aalborg får sin egen øl

Ringen sluttes, når Carlsberg åbner et innovativt nanobryggeri for at brygge lokal øl i Aalborgs ikoniske spritfabrikker. Sprittens grundlægger C.F. Tietgen og Carlsbergs familien Jacobsen er inspirationen til det nye partnerskab mellem Carlsberg og Spritten.

I de kommende år omdannes De Danske Spritfabrikkers anlæg til en helt ny bydel, der i særklasse vil være præget af kunst, kultur, arkitektur og gastronomi. Stedet vil ikke bare være en åben demokratisk bydel med leben og kultur, men Carlsberg vil også sikre lokalt brygget øl med et nyt, innovativt nanobryggeri, der åbner i silobygningen på anlægget sammen med en helt unik ny brewpub.

”Vi har i lang tid haft lyst til at brygge en øl til aalborgenserne. Vi ønsker at være mere til stede i Nordjylland, og hele området omkring Aalborg mangler en lokal øl, og det får vi mulighed for med dette partnerskab, der genetablerer forbindelsen mellem Spritfabrikken i Aalborg og Carlsberg i Valby,” siger Henrik Friis Fredvig, direktør for on-trade i Carlsberg Danmark.

Planen er, at nanobryggeriet skal udvikle nye ølvarianter sammen med lokale partnere og forskere fra Carlsberg Laboratorium i Valby. Nanobryggeriet er stadig ikke navngivet, men Carlsberg lover, at aalborgenserne skal tages med på råd, både i forhold til navn, og når bryggeriet har brygget de første øl.

”Det er en drøm for mig at byde Carlsberg velkommen, da Carlsberg er bygget på de samme værdier, som vi kender fra C.F. Tietgen, og de visioner vi har for Spritfabrikken. Hele samarbejdet og processen for at nå til en så banebrydende aftale har været inspirerende. Vi har dog langt igen, for alt skal gøres ordentligt, så vi sikrer, at vi opnår den højeste mulige kvalitet på stedet, og gæsterne samtidigt kan få verdens mest autentiske øl oplevelse. Carlsberg har viljen og de nødvendige muskler til at gøre vores drøm til virkelighed,” siger erhvervsmanden Martin Nielsen fra Spritten A/S, der udvikler den samlede vision for anlægget sammen med sine partnere Jan og Rikke Gaardboe Jensen.

Martin Nielsen oplyser, at der senere i år vil komme yderligere information om nanobryggeriet og silobygningen, ligesom der bl.a. vil blive introduceret folkeaktier.

De Danske Spritfabrikker blev grundlagt af C.F. Tietgen, Isidor Henius og C.A. Olesen. I 1931 byggede De Danske Spritfabrikker et stort fabriksanlæg i den vestlige del af Aalborg ned til Limfjorden. Området har stået ubenyttet hen siden sommeren 2015, og er i dag Danmarkshistoriens største industrifredning.

C.F. Tietgen og J.C. Jacobsen var velkendte i samtiden. De kendte hinanden og diskuterede ved lejlighed bryggerirelaterede spørgsmål, men der skulle gå 100 år før Tietgen og brygger Jacobsens bryggerier blev sammenlagt. Både Philip W. Heyman fra Tuborg og brygger J.C. Jacobsen fra Carlsberg havde hver især tidligere forsøgt at danne en bryggeriforening, men først ved udsigten til indførslen af ølskatten i 1891, fik Tietgen samlet de små bryggerier i De Forenede Bryggerier. Tuborg tilsluttede sig senere til De Forenede Bryggerier for at sikre større styrke i forhold til J.C. Jacobsens Gamle Carlsberg og sønnen Carl Jacobsens Ny Carlsberg Bryggeri. I 1970 fusionerede De forenede Bryggerier med Carlsberg.

”Vi går i vores stifteres fodspor med dette partnerskab. Tietgen og vores grundlæggere, J.C. og Carl Jacobsen, er fra samme tid, og deres liv er nært forbundne. Ringen sluttes, når vi åbner det nanobryggeri, og brygger lokal øl med lokale råvarer på den gamle spritfabrik sammen med Carlsberg Laboratorium, som vores stiftere kaldte kronjuvelen i Carlsberg,” siger Henrik Friis Fredvig.

Udover den nye brewpub, er det planen, at den gamle silobygning skal huse en eksklusiv gourmet restaurant og et Food & Beer Lab med hjælp bl.a. Carlsberg Laboratorium, som også skal være med til at udvikle øllen.

Kunsten i den nye bydel har også en helt speciel forbindelse til Carlsberg. Ny Carlsbergfondet, der blev stiftet af Carl Jacobsen og hans hustru Ottilia, har bevilliget 10 millioner kroner til skulpturen Cloud City Aalborg af den argentinske kunstner Tomás Saraceno. Cloud City Aalborg kommer til at bestå af 68 mangekantede og forbundne glasmoduler, der hver måler 4,5 meter i diameter. Når de sættes sammen, vil værket nå en højde på 30 meter og danne en form inspireret af kumulusskyer. Besøgende vil kunne træde ind i værket via taget på en bygning og bevæge sig rundt inde i værkets mange glasmoduler. Den samlede installation forventes at blive et markant vartegn for Aalborg og Danmark.

”Carl Jacobsen, der byggede Ny Carlsberg Glyptotek og oprettede Ny Carlsbergfondet, sammen med sin hustru udtalte engang, at han troede på kunstens opdragende effekt i samfundet, og det er jeg helt enig med ham i,” siger Martin Nielsen.

Både C.F. Tietgen og familien Jacobsen havde sans for arkitektur, kultur og produkter af høj kvalitet. Ligesom Carlsberg ikke var alene om at brygge pilsner, kunne mange andre bryggere fremstille gær og øl, men ingen havde eget Laboratorium til at udvikle ren gær eller bryggede pilsnere af samme høje kvalitet som Carlsberg. Tietgen havde samme høje ambitioner som Carlsberg, og ville have, at hans produkter og fabrikker hele tiden blev forbedret og genkendt.

”Vi ved, at Tietgen og familien Jacobsen begge havde sans for kvalitet. De færdedes i de samme kredse, og gerne delte erfaringer. Helt konkret har vi fundet en udveksling mellem Tietgen og J.C. ved et middagsselskab, som vi er meget inspireret af. Tietgen anbefalede den gamle brygger Jacobsen at smage på de britiske portere og ales. Brygger Jacobsen bliver så inspireret, at han fortæller om oplevelsen til sin søn Carl, og det er næsten oplagt, at vi andre her 150 år senere smager med, når Spritten genåbner,” siger Henrik Friis Fredvig.

Det forventes, at nanobryggeriet åbnes sommer 2024.

Pressekontakt

For yderligere information, kontakt venligst:

Pressehenvendelser

Tel +45 4179 1216

”Jeg havde ved Selskabet Tietgen til bords. Han anbefalede stærkt at besøge Porterbryggerierne, især Guinness i Dublin og dernæst at besøge Drogheda, hvis Mild Ale vare berømte og billige. De fandt stor Afsætning bl.a. i Liverpool og Manchester. Da jeg udtalte min Forundring over, at Du ikke havde omtalt Grogheda’s Øl, sagde han, at Englænderne af Skinsyge mod Irlænderne søgte at ignorere det." Brygger J.C. Jacobsens brev til sin søn, brygger Carl Jacobsen, efter en middag med C.F. Tietgen.