Menu

Søren Brinck bliver ny administrerende direktør i Carlsberg Danmark

Den 1. marts 2017 får Carlsberg Danmark ny chef, når Søren Brinck tiltræder som administrerende direktør for det danske datterselskab.

Søren Brinck kommer fra stillingen som administrerende direktør i Carlsbergs norske selskab, Ringnes, som han overtog i januar 2015, da Jacek Pastuszka blev en del af Carlsbergs globale koncernledelse.

Søren Brinck begyndte sin karriere i Accenture, og har været tilknyttet Carlsberg siden 2005, bl.a. i koncernens afdelinger for strategi og forretningsudvikling, ligesom han har været administrerende direktør for Carlsbergs Mythos bryggeri i Grækenland.

”Mange Carlsberg-medarbejdere drømmer om at prøve kræfter med hjemmemarkedet, og for mig er det helt klart lidt af en drøm, der går i opfyldelse. Danmark er Carlsberg-land. Det er her vores stifter bryggede den første Carlsberg pilsner for 170 år siden, og det forpligter. Carlsberg Danmark er en veldrevet virksomhed med stærke resultater i bagagen, og jeg ser frem til at videreudvikle bryggeriet i samarbejde med de mange dygtige medarbejdere i Danmark,” siger Søren Brinck.

Executive Vice President for Carlsberg i Vesteuropa, Michiel Herkemij, udtaler: ”Vi har med Søren fundet ikke bare en stærk dansk kandidat med solide resultater bag sig i Norge; vi har også at gøre med en kollega, der er indbegrebet af Carlsberg og grundlæggernes mentalitet. Søren stræber altid efter mere, og jeg har store forventninger til, hvad han kan tilføre Carlsberg Danmark”.

Søren Brinck afløser Joao Abecasis, der har fungeret som midlertidig chef for Carlsberg Danmark siden sommeren 2016. Joao Abecasis vender nu tilbage til sin hidtidige stilling som VP for Carlsbergs mindre markeder i Vesteuropa.

OM SØREN BRINCK:

2015: Administrerende direktør for Ringnes i Norge
2013: VP for Business Development i region Vesteuropa i Carlsberg.
2009: Administrerende direktør for det græske Carlsbergbryggeri Mythos.
2008: Direktør for Group Strategy-enheden i Carlsberg Group.
2006: Direktør for Commercial Excellence i Carlsberg Group.
2004: Lederstillinger inden for Corporate Business Development i Arla Foods.
2000: Konsulent for Strategy & Business Architecture i konsulenthuset Accenture

OM CARLSBERG DANMARK:

• Carlsberg Danmark er markedsleder inden for øl og læskedrikke i Danmark
• 1500 medarbejdere
• 2 bryggerier (Fredericia og Valby)

Pressekontakt

For yderligere information, kontakt venligst:

Søren Brinck - ny administrerende direktør i Carlsberg Danmark.