I år er der særlig fokus på madspild på Copenhagen Cooking & Food Festival, og Jacobsen har brygget øl på overskudsbrød, som alle kan smage gratis på Israels Plads til åbningsfesten af Copenhagen Cooking & Food Festival.
Det tolvte FN Verdensmål 12.3 om at halvere madspild har inspireret Copenhagen Cooking & Food Festival ved dette års festival, og Husbryggeriet Jacobsen tog udfordringen alvorligt, og har brygget en festivaløl på overskudsbrød fra Jalm&B.
Husbryggeriet Jacobsen kalder den nye øl til festivalen for Jacobsen BRØ&ØL – sammensat af ordene brød og øl.
”Det er et stærkt udtryk, der samtidig minder os om, at to forskellige håndværk i fællesskab kan få noget fantastisk ud af de samme råvarer. Det er samtidig helt i tråd med Carlsbergs bæredygtighedsprogram at brygge bæredygtigt, og Jalm&B var med på idéen med det samme,” siger Morten Ibsen, Brygmester hos Husbryggeriet Jacobsen.
Morten Ibsen fortæller, at ved brygningen med brød omsatte gæren de gelatiniserede kulhydrater fra brødets krumme, men kun i mindre grad brødskorpens indhold af dekstrin. Disse er til gengæld væsentlige for smagen og fyldeoplevelsen. Det havde samtidig stor betydning for det færdige bryg, hvilken type overskudsbrød bryggerne brugte.
”Vi eksperimenterede med flere forskellige brød, inden vi lagde os fast på det økologiske Artisan surdejsbrød fra Jalm&B. Jeg må blankt erkende, at der var stor forskel på de overskudbrød, vi afprøvede, og den efterfølgende smagsoplevelse,” siger Morten Ibsen, brygmester, Husbryggeriet Jacobsen.
I alt er der blevet brygget næsten 20 testbryg og 10 personer har været involveret som smagsdommere bl.a. forskere fra Carlsberg Laboratorium, brygmestre, kokke og selvfølgelig bagere. I alt har det taget syv måneder fra de første tanker til BRØ&ØL var færdigbrygget.
Grundrecepten for den nye Jacobsen BRØ&ØL er en såkaldt Saison, der som type er værdsat for sit generelle høje gastronomiske potentiale. Aromaprofilen minder om en klassisk Saison med en blanding af krydrede og frugtige noter, og med minimal bitterhed og god drikbarhed.
Jacobsen BRØ&ØL er udviklet i tæt dialog mellem husbryggeriet, festivalen og Jalm&B, som blev overraskede over, hvor mange ligheder, der er mellem at brygge øl og bage brød.
”Jeg tror godt, man kan sige, at det er to kompromisløse håndværk, og sammen med særdeles dygtige og passionerede fagfolk samt en masse nysgerrighed har vi udnyttet det bedste fra begge verdener og skabt en øl på overskudsbrød, der er helt speciel,” siger Martin Marko Hansen fra Jalm&B
Carlsberg har også samarbejdet med en af verdens førende eksperter på madspild, Selina Juul, som er stifter af bevægelsen Stop Spild Af Mad.
“Brød er ifølge Miljøstyrelsen blandt de kategorier af fødevarer, som smides oftest ud. Derfor er det meget glædeligt at der nu er en mulighed for, at overskudsbrød bliver til øl. Det bidrager ikke kun til at mindske madspild, men er med til at skabe en ny form for cirkulær vækst, hvor overskudsprodukter bliver brugt,” siger Selina Juul, som også er en af de globale Champions 12.3, der er ambassadører for FNs Verdensmål 12.3.
På Copenhagen Cooking & Food festivals åbningsdag introducerer Husbryggeriet Jacobsen og Jalm&B den nye BRØ&ØL. Indholdet fra den første tønde er gratis, så det gælder om at være der fra starten og få en smagsprøve på den helt specielle festivaløl.
Brygmester Morten Ibsen serverer øllen selv til åbningsfesten på Israels Plads og efterfølgende på Frederiksberg Allé ved den store høstfest den 24. august. Øllen er tilgængelig i alle COOPs butikker så længe lager haves.
Program:
Kl. 16.00 Gratis øl til tønden er tom + dj set (TBA)
Kl. 16.30 Sliders åbner for servering
Kl. 18.00 Dj-set (TBA)
Kl. 20.00 Dj-set (TBA)
Kl. 22.00 Godnat