Menu

H.K.H. Kronprinsen åbner Carlsbergs nye hovedkontor

Hans Kongelige Højhed Kronprinsen åbner Carlsberg Groups nye hovedkontor på J.C. Jacobsens Gade torsdag den 19. marts kl. 14.30.

Carlsbergs nye hovedkontor er beliggende på samme gade, hvor det gamle Carlsberg bryggeri blev grundlagt i 1847 af Brygger J.C. Jacobsen, og hvor Carlsberg Laboratorium ligger i dag.

Tilmelding til indvielsen sker til kasper.elbjorn@carlsberg.com inden onsdag den 18. marts kl. 12. Påklædning: Business formal. Ingen adgang efter 14:45. 

Et hovedkontor til både i dag og i morgen
Hovedkontorets smukke kobberfacade består af 50% genanvendt kobber. For at reducere elforbruget i bygningen har Carlsberg placeret solceller på tagene. Ud over den generelle arkitektoniske integration af landskabet i området, har Carlsbergs nye hovedkontor grønne tage, der bidrager til opsamling af regnvand, der ledes ned i søen i Carl Jacobsens have, der nu åbnes for offentligheden. Brygger Carl Jacobsen var eneste søn af J.C. Jacobsen, og Carlsberg er opkaldt efter Carl.

Det arkitektoniske snit i huset opfordrer til en dynamisk, innovativ og transparent arbejdsplads for medarbejdere. Generelt er der anvendt naturlige materialer med lang levetid. Indendørs er gulvene belagt med bambus, som er et ekstra slidstærkt materiale. Bambusplanten er desuden hurtigt voksende, kræver mindre vand og absorberer mere CO2 end traditionelle træsorter.

Det er en bygning, der er bygget til at stå både i dag og i morgen, og vi er beæret over, at Hans Kongelige Højhed Kronprinsen vil indvie den nye bygning, ligesom Hendes Majestæt Dronningen indviede den bygning, vi fraflytter efter 23 år,” udtaler Jakob Stilov, der er chef for Carlsberg Group Real Estate.

Hvor hovedkontoret indvies den 19. marts, blev Carlsporten, der fører ind til J.C. Jacobsens Gade og resten af Carlsberg Byen, åbnet den 2. marts, da Carlsbergs medarbejdere fra Carlsberg Danmark og Carlsberg Group flyttede ind. Den 2. marts er en helt speciel dato i Carlsbergs historie. Carl blev født den 2. marts, og ville være fyldt 178 år, da medarbejderne kom tilbage på toppen af Valby Bakke.

I lyset af den nye virus følger vi myndighedernes anbefalinger. Vi forventer under 100 gæster, og vi giver ikke håndtryk, kindkys eller lignende ved arrangementet. Håndsprit og/eller vådservietter er tilgængelige. Skulle myndighedernes anbefalinger ændre sig inden åbningen, orienterer Carlsberg selvfølgelig herom.

Vi ser frem til at høre fra jer!

Pressekontakt

For yderligere information, kontakt venligst: