Menu

Danskerne vil ud af huset

Danskerne er begyndt at gå meget mere ud. Vi går efter unikke oplevelser, som vi kan dele med familie og venner. Gerne oplevelser, hvor mad og drikke kombineres på nye spændende måder

Der findes en verden derude. En verden af hygge, samtaler og afslapning. En verden af nærvær og humor. Store fælles øjeblikke, som bliver til søde minder i hjertet på hver enkelt af os.

Meget tyder på, at danskerne er begyndt at søge den verden mere og mere. Brætspilscafeerne har kronede dage. Aviserne mødes live med deres læsere. Folkemødet på Bornholm satte ny rekord i deltagerantal i 2018. De fysiske møder er blevet oaserne i vores digitale hverdag. For vi har brug for noget, som lugter, smager og kan mærkes.

Ifølge GlobalData spiser en femtedel af os i dag ude i hvert fald en gang om måneden, og vi går efter den unikke oplevelse, sammen med dem vi holder af. Den oplevelse inkluderer øl i rigtig mange tilfælde. Selv om den danske forbruger i dag har et hav af valgmuligheder, er øl forbundet med vores måde at mødes på, viser Carlsberg Danmarks omfattende kortlægning af danskernes præferencer og vaner. Øl er det primære valg, når det handler om at hænge ud sammen med andre og være en del af flokken. I 33 procent af de situationer drikker danskerne øl. Står den på fest og gang i gaden, vælger vi øl i hele 41 procent af situationerne.

- Vores tal viser, at øl er den mest relevante drikkevare, både når det handler om at være sammen med vennerne, slappe af og feste, siger Thomas Hefting, som er head of commercial insights i Carlsberg Danmark.

At øl er sammenhængskraft, bekræfter Bjarke Bundgaard, specialkonsulent i Carlsberg og forfatter til bogen ’Det gode øl’:

- Øl kan noget socialt, som kaffe eller te ikke kan. At drikke en øl sammen er uformelt og afslappet, men det er også en åbning for at alt kan ske. At tingene kan udvikle sig. Mødes man til en kaffe, er det ofte med bevidstheden om, at mødet har en naturlig afslutning. Man skal noget bagefter.

Måske er der en historisk forklaring på, at danskere i den grad mødes omkring øl. I århundreder var øllet en del af dagligdagen - fra man stod op til man gik i seng. Øllet kom på bordet, når man mødtes til dagens måltider og samlingen ved aftentid.

- Øllet ligger så dybt i vores kultur, at hvis man ikke har mulighed for at drikke en øl sammen med de andre, der drikker øl, så føler man sig lidt uden for. Studier viser ligefrem, at man føler sig mindre udenfor med en alkoholfri øl i hånden, end hvis man står med en sodavand. Vi føler, vi er mere med i gruppen, når vi drikker øl, ligegyldigt om det er en alkoholfri eller stærk øl. Det er åbenbart bare ikke det samme uden øl, siger Bjarke Bundgaard.

 

Kunderne vil inspireres
Men lige så glade danskerne er for at drikke øl, lige så meget i tvivl kan de være om, hvilken øl det skal være. Gæsterne har brug for rådgivning – fra medarbejdere, der ved noget om de øl, der langes over disken eller serveres sammen med maden. 52 procent ved ikke, hvad de skal vælge af drikkevarer og er åbne for påvirkning, men kun 22 procent af forbrugerne får forslag til drikkevarer, inden de bestiller. I 28 procent af de situationer, hvor danskere bare mødes for at hænge ud med flokken, overvejer vi at drikke øl.

- Lige der ligger der et stort uudnyttet potentiale. Samtidig stiller den øgede konkurrence i restaurantionsbranchen krav om, at vi og vores kunder tilbyder virkelig stærke koncepter, siger head of commercial insights i Carlsberg Danmark Thomas Hefting.

On Trade salgsdirektør Simon Fibiger fortæller, at Carlsberg Danmark arbejder målrettet på at støtte salget derude, hvor øllet drikkes. Den helt store trend lige nu er de mange steder, hvor mad og drikke bliver kombineret på nye måder.

- Vi ser flere og flere traditionelle pubber, som får madtilbud, så det hele er samlet og kunderne ikke behøver at vandre rundt og drikke øllen det ene sted, spise maden den næste og tage kaffen et tredje sted. Samtidig popper en masse madmarkeder op – uformelle steder som passer perfekt til danskernes mentalitet. I begge tilfælde er det afgørende for salget, hvordan brands fremtræder. Ser det frisk og moderne ud? Virker det relevant for kunderne?

Simon Fibiger oplyser, at næsten hele 1.000 Carlsberg-forhandlere i Danmark følger Carlsbergs guidelines ift. optimalt sortiment og synlighed af brandsene. På den måde sikrer kunderne, at gæsterne bliver inspireret. Det allerbedste er, at disse kunder samtidig har løftet deres salg markant.

 

Alkoholfrit er OK i dag
En central del af en vellykket salgsindsats er det Simon Fibiger kalder den perfekte drikkeoplevelse. Det handler om at gøre oplevelsen af drikkevaren så særlig, at gæsterne gerne vil betale den pris, en fadøl koster, og får en rigtig god oplevelse ved at gå ud og nyde Carlsbergs øl.

- Vi fokuserer meget på serveringen. Flasker skal være premium-produkter, og en fadøl skal være en unik oplevelse. Er glasset nyt? Bliver øllen skænket, så skumkronen er perfekt?

For at optimere serveringen har Carlsberg investeret i en fadølstruck, et slags mobilt træningslokale, som kører rundt i hele Danmark og tilbyder Carlsberg Danmarks kunder undervisning i perfekt udskænkning. Målet er at nå at få 2500 medarbejdere igennem forløbet i år, og trucken er godt på vej.  

Men et er serveringen. Noget helt andet er, hvad alkohol betyder for øllens egenskaber som socialt enzym. Kan det nogensinde blive det samme med alkoholfri øl, som det er med de 4,6 pct.? I dag vælger vi alkoholfri øl i fire procent af de situationer, hvor vi hænger ud med vennerne – og når vi fester, falder valget på alkoholfrit øl i tre procent af situationerne. Men der er en helt klar positiv bevægelse i gang på det alkoholfri marked, fortæller Simon Fibiger. Carlsberg Danmark har testet Carlsberg Nordic på fad 20 steder, og det er tydeligt, at der sker noget med indstillingen til alkoholfri øl i disse år.

- I dag drikker hver femte af os alkoholfri øl jævnligt, og det er vores forventning, at denne andel øges, efterhånden som der udvikles flere smage og flere spændende varianter. Det skal være et ligeværdigt valg, om man vil have øl med eller uden alkohol, siger Simon Fibiger.

Pressekontakt

For yderligere information, kontakt venligst:

PR Specialist, Danmark

Jacob Bulow Hansen

Email [email protected]