Menu

Carlsbergs Snap Pack er klar i butikkerne – vi sparer 150 tons plast årligt alene i Danmark

Danskerne kan nu købe en 6-pack med øldåser, der er limet sammen i stedet for at være pakket ind i plastik. Det er Carlsberg, der lancerer den nye Snap Pack, som sparer miljøet for 150 tons plast om året alene i Danmark. WWF Verdensnaturfonden og miljøorganisationen Plastic Change ser den nye metode som et stærkt eksempel på, hvordan man reducerer brugen af plastik og begrænser risikoen for, at plastik ender i naturen.

Nu kan danskerne gøre noget, de aldrig har gjort før: Snappe dåserne fra hinanden i en 6-pack, der er limet sammen i stedet for at være samlet med den sædvanlige plastikfolie. Det er Carlsberg, der lancerer den nye 6-pack, og dermed kan Carlsberg sammen med forbrugerne spare miljøet for 150 tons plast om året alene i Danmark.
Den ny teknologi har fået navnet Snap Pack, og i disse dage er Snap Pack-forpakningerne på vej ud til kunderne. Carlsberg er den første bryggerikoncern i verden, der lancerer teknikken med at lime dåserne sammen, som har taget tre år at udvikle. Formålet er at minimere miljøbelastningen fra den meget populære Carlsberg pilsner 6-pack, som bryggeriet hvert år sælger mere end 26 millioner af herhjemme.

- Med Snap Pack kan vi nu give danskerne en virkelig god mulighed for at forbedre miljøet og spare store mængder plastik, når de nyder deres øl. Samtidig tror vi, det vil være en anderledes og sjov oplevelse at stå med en 6-pack, hvor man ikke umiddelbart kan se, hvordan dåserne hænger sammen, siger Jeppe Boel, Marketing Manager for Carlsberg i Danmark.
Ved at erstatte den traditionelle plastikindpakning med en lille smule lim mellem aluminiumsdåserne reducerer Carlsberg plastikforbruget med op til 76 procent. Når den nye 6-pack er fuldt udrullet, vil den på verdensplan spare miljøet for 1.200 tons plastik om året, svarende til 60 millioner plastikposer.

- Vi stræber altid efter at gøre tingene lidt bedre; hvad enten det handler om det, der er inden i, eller det, der er uden om øllen. Vi vil gerne hjælpe forbrugerne med at leve mere bæredygtigt, og det er jo de konkrete handlinger, der tæller. Nu håber vi, at danskerne vil være med til sammen med os at reducere brugen af plastik på en helt ny måde, siger Jeppe Boel.


Miljøorganisationer: Et stort fremskridt

Undersøgelser viser, at det er blevet en topprioritet for danskerne at begrænse mængden af plastik i naturen. I en spørgeundersøgelse lavet af Analyse Danmark for Plastic Change svarer 99 procent, at de finder det vigtigt eller meget vigtigt at begrænse mængden af plastik i naturen; hele 77 procent svarer ”Meget vigtigt”.
I miljøorganisationen Plastic Change understreger stifter og direktør Henrik Beha Pedersen, at netop det at reducere unødigt plastikforbrug er den bedste måde at forebygge, at plastik ender i naturen og i havet:

- Det er et rigtig godt initiativ, Carlsberg nu har taget. Med den nye måde at holde øl sammen på vil Carlsberg spare sig selv, forbrugerne og ikke mindst naturen for tonsvis af plastik. Vi håber, at Carlsberg hermed vil inspirere andre virksomheder til at reducere deres plastikaffald, for det er den vej, vi er nødt til at gå, hvis vi ikke skal drukne i plastik, siger Henrik Beha Pedersen, direktør i Plastic Change.
WWF Verdensnaturfonden har i en årrække rådgivet Carlsberg i arbejdet med at gøre virksomheden mere bæredygtig, og Bo Øksnebjerg, der er generalsekretær i Verdensnaturfonden, glæder sig over, at de nye forpakninger nu kommer ud til danskerne.

- Vi skal ændre vores plastikforbrug, så vi bruger mindre. Både som enkeltindivider og som virksomhed. I dag er vi nærmest afhængige af plastik, og naturen og dyrene lider under det. Virkeligheden er, at der findes 150 millioner tons plastik i verdenshavene i dag, og hvert år kommer der millioner af tons mere til. Derfor er det et stort fremskridt, at Carlsberg med sin Snap Pack viser retningen for en grønnere fremtid med mindre plastikforurening. Kloden har brug for nye og bedre løsninger, siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.


Brugsanvisning på håndtaget

Da Carlsbergs Snap Pack aldrig er set tidligere, er hver forpakning forsynet med en kort brugsanvisning på håndtaget. Det er for eksempel vigtigt først at dele 6-packen ned gennem midten, så man står med to rækker, før man klikker øllene af, fortæller Jeppe Boel.

- Man skal lige øve sig, men det er faktisk super let, og det er ikke første gang, vi lærer forbrugerne nye veje. Tilbage i 30’erne, da vi kom med de første flasker med metalkapsler, indrykkede vi annoncer, der fortalte, hvordan man bruger en øloplukker. Det lykkedes jo meget godt, så det tror vi også, dette vil. Især fordi vi sammen kan gøre en stor og positiv forskel for miljøet, siger Jeppe Boel, Marketing Manager for Carlsberg i Danmark.
Snap Pack er et led i Carlsbergs bestræbelser på hele tiden af forbedre øllet, forpakningen og alle elementer omkring det, samtidig med at miljø- og klimabelastningen mindskes.


Sådan åbner du den nye Snap Pack:

1. Stil din Snap Pack på et fast underlag og fjern det lille håndtag ovenpå 6-packen.
2. Del Snap Packen på midten, så du har to rækker med tre øl.
3. Herfra kan hver øl klikkes fri og nydes.

Husk at lade limen bliver siddende på dåsen, når du afleverer den i pantautomaten, og aflevere håndtaget i den skraldespand, du plejer at bruge til plastik-affald.

Pressekontakt

For yderligere information, kontakt venligst: