En flaske fremstillet af 100% nedbrydelige træfibre kan om få år blive til virkelighed – og Carlsberg er med ombord. Om få år kan du formentlig købe øl på træflasker. I hvert fald har Carlsberg igangsat et treårigt projekt med emballagefirmaet ecoXpac i samarbejde med Innovationsfonden Danmark og Danmarks Tekniske Universitet. Projektet skal munde ud i en helt ny type flaske, som får navnet "Green Fiber Bottle".
Alle materialer, der bruges i flasken inklusiv kapslen vil blive udviklet ved at bruge 100% bio-nedbrydeligt materiale. Det grønne flaskeprojekt er en del af Carlsberg-Gruppens vedholdende arbejde med CSR (Corporate Social Responsibility).
”I Carlsberg er vi stærke tilhængere af at sikre vedvarende, fremtidig vækst og udvikling af vores planet, og gårsdagens annoncering er fremragende nyheder,” lyder det fra Andraea Dawson-Shepherd, Senior Vice President for Corporate Affairs i Carlsberg.
Udvikling af bæredygtig emballage og forpakninger er en af Carlsbergs højeste prioriteter indenfor CSR.
Selvom der i Danmark er et af verdens bedste retursystemer, ender mange dåser og flasker i naturen hvert år. Der er store forventninger til træflaskeprojektet, der måske kan danne grundlaget for en mindre revolution indenfor emballage. ”Hvis projektet kommer til at bære frugt, som vi tror, det vil, så vil det medføre en signifikant udvidelse af de muligheder vi har for at emballere og sælge vores produkter, og det vil være endnu et vigtigt skridt i vores rejse mod en cirkulær, nul-affald økonomi,” siger Andraea Dawson-Shepherd.