Menu

Carlsberg og CBS Students indgår 3-årigt partnerskab med specifikt fokus på bæredygtighed

Efter flere års vellykket samarbejde har CBS Students og Carlsberg Danmark indgået et nyt treårigt partnerskab, der sætter bæredygtighed i fokus gennem konkrete, cirkulære løsninger. Med partnerskabet følger også bedre drikkevareoplevelser og et tættere samarbejde mellem de studerende på CBS og Carlsberg.

Gode drikkevareoplevelser og bæredygtighed er omdrejningspunkterne for det nye partnerskab mellem Carlsberg og CBS Students. Aftalen, der bl.a. omfatter de to store sociale omdrejningspunkter for CBS-studerende; Studentercafeen Nexus og Spisestuerne, bygger på de seneste års vellykkede samarbejde. Med den nye aftale tages der dog et kvantespring i forhold til den fælles inddragelse af de studerende i løsningerne på nogle af de emner, der interesserer de studerende på CBS mest; klima, miljø og bæredygtighed.

Med aftalen følger et forbedret udvalg af drikkevarer, som bl.a. omfatter Tuborgs varianter, Grøn, Classic, RÅ og Guld, Carlsbergs voksende portefølje af alkoholfri øl, Carlsbergs nye cocktails på fad samt Coca Colas portefølje af vand og sodavand.

Fokus på bæredygtighed
Bag aftalen ligger en gensidig ambition om at udvikle nye bæredygtighedsløsninger, som kan sætte fokus på klimaet og på en mere ansvarlig alkoholkultur blandt de studerende. Blandt de konkrete initiativer er bl.a.:
• Genanvendelse af Carlsbergs fadølsfustager til nye cirkulære møbler til brug i Cafe Nexus;
• Anvendelse af Tuborgs nye vaskbare genbrugsglas;
• Større udvalg af alkoholfri øl og andre alternativer til alkohol samt videreudvikling af en ansvarlig alkoholkultur i fællesskab mellem de studerende og Carlsberg;
• Dialog med de studerende omkring miljø og klima;
• Udvikling af en sundhedsdagsorden.

Mette Møller, Vice President, CBS Students, siger:
Vi er utroligt glade for det nye partnerskab, som ud over at levere på vores ønsker til et varieret udbud, også sætter fokus på bæredygtighed, som er et emne, der optager de studerende på CBS meget. Hele verden leder efter konkrete løsninger på de store bæredygtighedsudfordringer, og med aftalen får de studerende på CBS mulighed for, allerede under deres studietid, at bidrage til at fremme den innovative dagsorden indenfor bæredygtige løsninger i erhvervslivet.”

Simon Fibiger, Direktør for on-trade, Carlsberg Danmark siger:
Vi er glade og stolte over den nye partnerskabsaftale, som sætter fokus på gode drikkevareoplevelser, men i høj grad også bæredygtighed, hvor vi i Carlsberg har sat ambitionerne højt med vores bæredygtighedsprogram, Together Towards ZERO. Vi har brug for partnerskaber og nye ideer for at levere på vores ambitioner, og partnerskabet med CBS Students kan give os præcis det. Vi glæder os til at inddrage de studerende på denne rejse.

Aftalen sparkes i gang i forbindelse med semesteropstart i september 2019.

Fakta om CBS Students
• CBS Students er Danmarks største studenterorganisation, der repræsenterer alle 22,000 studerende på CBS
• CBS Students er en apartipolitisk nonprofit organisation, der har til formål at gøre CBS det bedste universitet for de studerende, socialt såvel som akademisk
• CBS Students arbejder sammen med en række eksterne erhvervspartnere for at bringe erhvervslivet i øjenhøjde med de studerende
• CBS Students ejer både Cafeerne ApS (Cafe Nexus), Spisestuerne ApS og CBS Collection ApS for at sikre attraktive tilbud til de studerende og samtidig beskytte de studerendes interesser ved at holde økonomien i et lukket kredsløb

Fakta om Carlsberg
• Carlsberg er et af verdens største bryggerier, og har eksisteret siden 1847.
• Carlsbergs bæredygtighedsprogram, Together Towards ZERO har fire ambitioner frem mod 2030:
o NUL CO2 udledning på alle bryggerier
o NUL vandspild på alle bryggerier
o NUL uansvarlig alkoholkultur
o NUL arbejdsulykker
• Carlsbergs nye fustagesystem, DraughtMaster™, fungerer som et lukket system, og bruger ikke kulsyre. Derfor øges kvaliteten af øllet, som samtidig kan holde sig frisk i op til 30 dage.
• Fustagesystemet har samme CO2 aftryk, som de gamle stålfustager, der kun kan holde sig 6 dage, men genbruges de nye fustager, forbedres miljøaftrykket.
• Carlsberg har pålagt fustagerne 40,- kr. i pant for at være sikre på at få dem retur til genbrug. Carlsberg genbruger allerede materiale fra de nye DraughtMaster fustager til borde designet af Matrikular Studio. De første borde kan ses i Carlsberg Aviator Lounge i Københavns Lufthavn, der åbner den 11. juni.

Pressekontakt

For yderligere information, kontakt venligst: