28. – 29. august gæster den franske præsident Macron Danmark. Carlsberg byder velkommen med en Limited Edition Jacobsen øl, der er brygget på præsidentens eget valgord: Ensemble, og med fransk gær.
Den franske præsident Emmanuel Macron, der tirsdag ligger vejen forbi Danmark på statsbesøg, har forud for besøget udtrykt ønske om at lære mere om, hvordan danske virksomheder bidrager til det danske samfund og sikrer bæredygtig samfundsudvikling. Derfor mødes han bl.a. med Carlsbergs CEO, Cees ’t Hart, og formanden for Carlsbergfondet og Carlsberg A/S, Professor Flemming Besenbacher.
Senere fik præsidenten også lov at smage på en øl som Carlsbergs husbryggeri, Jacobsen i Valby, har brygget til lejligheden. Det er en Limited Edition Jacobsen øl, der er brygget på fransk gær, og opkaldt efter præsidentens eget valgord: Ensemble.
- Vi har brygget en Limited Edition Jacobsen Ensemble. Det er en undergæret øl for at maksimere balance og læskende egenskaber. Undergæren, der binder det hele sammen, er naturligvis fransk og tilfører lette frugtige noter. Og så har vi givet den en sødlig og let ristet maltprofil kombineret med et frisk, lemonadeagtigt aromabillede, der udspringer fra tørhumlingsprocessen af Citra aromahumlen, fortæller Morten Ibsen, Brygmester på Husbryggeriet Jacobsen, om øllen, der kun er tappet på 50 flasker.
Jacobsen Ensemble er af Wienerøltypen, som husbryggeriet har arbejdet intenst med at udvikle og perfektionere de seneste år.
- Vi kaldte den for Jacobsen Ensemble, fordi det var Præsident Macrons valgslogan, og så kan jeg godt lide ordet i disse tider med så meget splittelse, siger Morten Ibsen.
Gæsterne vil i forbindelse med statsbesøget også nyde både Carlsberg Pilsner og 1664 Blanc fra Carlsbergs franske bryggeri Kronenbourg. Kronenbourg, der siden 1950 har været det førende bryggeri i Frankrig, bygger på 350 års bryghistorie og har siden 2008 været ejet af Carlsberg Group. I dag har særligt varianten 1664 Blanc taget verdens øldrikkere med storm og i første halvår af 2018 alene har produktet oplevet en vækst på 55%. 1664 Blanc sælges i dag på 53 forskellige markeder – herunder i Danmark, hvor den voksede 110% i første halvår sammenlignet med sidste år.
I Frankrig derimod har man kunne købe en Carlsberg Pilsner helt siden 1945.
Præsident Emmanuel Macron afslutter sit besøg i Danmark under lidt andre rammer.
Onsdag besøger han som den anden franske præsident nogensinde Ny Carlsberg Glyptotek. Brygger Carl Jacobsen, der byggede Glyptoteket, var vært, da Præsident Armand Fallières besøgte Glyptoteket i juni 1908.