Den største investering i bryggeriet i Fredericia siden Carlsberg flyttede produktionen fra Valby til Fredericia.
Klokken 10:40 i dag åbnede Fredericias borgmester, Jacob Bjerregaard, Carlsbergs nye tappelinje i Fredericia.
Projektet blev søsat i starten af juni 2016, og den trecifrede millioninvestering er den største af sin slags siden bryggeriet flyttede produktionen af Carlsberg fra Valby til Fredericia. Investeringen i produktionen og logistik skal sikre, at Carlsberg får nye og forbedrede muligheder for at levere de bedste og mest innovative forpakninger gennem et mere fleksibelt forpakningssetup.
”Med den nye tappelinje i Fredericia får vi nu den fleksibilitet på bryggeriet i Fredericia, der skal til for at møde forbrugernes øjeblikkelige behov. Vi kan nu reagere knivskarpt i takt med at forbrugernes ønsker og præferencer ændres. Den fleksibilitet vil vi naturligvis gøre brug af, når det er relevant både når det gælder vores egne og andre brands, der tappes og brygges i Fredericia,” siger Peter Haahr Nielsen, der er direktør for off-trade i Carlsberg Danmark.
Mere end 40 medarbejdere fra alle dele af Carlsberg har samarbejdet om at få ændret det nuværende forpakningssetup til et mere fleksibelt setup for den primære (flasken), den sekundære (indpakningen) og den tertiære forpakning (pallen).
Borgmesteren åbnede tappelinjen sammen Jeppe Holm-Jørgensen, der er produktionsleder på den nye tappelinje, og Charlotte van Burleigh, Country Manager hos Coca-Cola Danmark.
Senere på formiddagen åbnede borgmesteren også Carlsbergs nye DraughtMasterTM system sammen med Sten Klyssing Jensen, Produktionsleder på DraughtMasterTM linjen, og Carlsberg Danmarks direktør Søren Brinck. DraughtMasterTM blev introduceret i Danmark i en testperiode sidste år, og skal rulles ud til alle Carlsbergs kunder inden 2020. Systemet er en videreudvikling af det klassiske ølanker i stål, og sikrer frisk fadøl i op til 30 dage mod kun 6-7 dage i dag.
”DraughtMaster er den største nyudvikling inden for fadøl i 80 år. Det er den vigtigste opfindelse siden man i 1930'erne overgik fra træfade til stålankre. Vi er meget stolte over, at opfindelsen er sket hos Carlsbergs Laboratorium, og DraughtMaster er den teknologi, som skal være med til at sikre Carlsbergs store satsning på fadøl. Nu får alle mulighed for at sælge langt flere forskellige fadøl uden bekymringer for kvaliteten og udløbsdato,” siger Simon Fibiger, der er chef for on-trade i Carlsbrg Danmark.
Det var Borgmester Jacob Bjerregaard, der startede den nye DraughtMasterTM linje, og første fustage blev fyldt med Tuborg Classic.