Menu

Alberto Frausin, adm. direktør for Carlsberg Italia, modtager H.K.H. Prins Henriks Æresmedalje af Kronprins Frederik

Alberto Frausin tildeles medaljen for sit bidrag til fremme af danske værdier og dansk eksport og innovation gennem hans virke som direktør for Carlsberg i Italien.

Under et besøg i Rom af H.K.H. Kronpris Frederik og H.K.H. Kronprinsesse Mary vil Kronprinsen overrække Alberto Frausin, adm. direktør for Carlsberg Italia, H.K.H. Prins Henriks Æresmedalje og Dansk Eksportforenings Diplom for hans bidrag til fremme af danske værdier, dansk eksport og innovation bl.a. gennem lanceringen af Carlsberg-gruppens DraughtMaster™-teknologi i hele Italien.

Dansk Eksportforenings Diplom og H.K.H. Prins Henriks Æresmedalje tildeles virksomheder eller enkeltpersoner som anerkendelse for en fremragende indsats til fremme af danske produkter og tjenesteydelser i udlandet.

“Jeg er meget beæret over at få overrakt H.K.H. Prins Henriks Æresmedalje af Kronprinsen, og jeg er meget stolt af at have promoveret DraughtMaster™, som nu er blevet et strategisk fokusområde for hele Carlsberg-gruppen. Historien om DraughtMaster™-systemet minder mig om H.C. Andersens eventyr om den grimme ælling, der til sidst blev en smuk svane” siger Alberto Frausin.

Flemming Besenbacher, Carlsberg-gruppens bestyrelsesformand, repræsenterer Carlsberg ved ceremonien i Rom.

“Det er en stor ære for mig at fejre denne dag sammen med Alberto. DraughMaster™-systemet er en sand milepæl inden for ølteknologien. Det blev opfundet i vores laboratorium i Danmark, men det var Alberto, der forvandlede det til en mulighed for alle vores markeder. I dag er det en væsentlig del af Gruppens strategi og viser laboratoriets vigtighed for Gruppen og for vores industri,” siger Flemming Besenbacher og fortsætter:

“Siden Carlsberg-gruppens stifter etablerede Carlsberg Laboratorium i 1876, har formålet med dets forskning været at udvikle øl af bedste kvalitet og skabe en model for ølbrygning i Danmark og den øvrige verden. Opfindelsen af DraughMaster™-systemet afspejler denne ambition, da det fremmer kvalitet og reducerer spild. Det er godt for vores kunder, for forbrugerne og for Carlsberg-gruppen.”

Indtil 1930'erne var træ stort set det eneste materiale, der blev anvendt til fremstilling af øltønder. Træfadene blev gradvist erstattet af fustager i rustfrit stål, og i starten af 1960'erne blev der indført lette aluminiumslegeringer som erstatning for stål. DraughtMaster™ er et kompakt fadølsanlæg, som anvender mindre, 20-liters PET-fustager i stedet for stålfade. Det selvrensende system kræver kun vand, strømforsyning, afløb og plads til installation, og CO2 er erstattet af en indbygget luftkompressor, der sikrer frisk øl. Sammenlignet med stålfustager forlænger DraughtMaster™ holdbarheden væsentligt. Stålfustager har en gennemsnitlig holdbarhed på omkring en uge, mens DraughtMaster™ fastholder øllets friskhed i 31 dage.

Teknologien blev opfundet på Carlsberg Laboratorium i slutningen af 1990'erne af forsker og innovationschef Jan Nørager Rasmussen. I 2006 blev det afprøvet på mindre restauranter og til hjemmebrug. Det blev relanceret i Italien i 2015 og blev i 2016 et element i Carlsberg-gruppens syvårsstrategi, SAIL’22.

95% af Carlsberg-gruppens italienske ontrade-kunder bruger i dag DraughtMaster™-systemet, og teknologien vil være fuldt implementeret i Danmark i midten af 2019. Der bliver i disse dage sat yderligere skub i lanceringen over hele Europa, og andre markeder er ved at blive evalueret med henblik på en yderligere ekspansion af teknologien.

 

Pressekontakt

For yderligere information, kontakt venligst: